Asien-Sydøst Cannabisfrø

Hvor disse stammer kommer fra

Disse landracer voksede op omkring Bengalbugten og Mekong-floden, især i det nordlige Thailand, Laos og dele af Indonesien.

Frøene er sandsynligvis ankommet fra Centralasien for et sted mellem 500 og 2,000 år siden, båret langs gamle handelsruter. 

Da de var landet, tog de lokale landmænd over og plukkede de bedste planter sæson efter sæson og lod dem tilpasse sig den lokale jordbund, regn og varme.

Over tid skabte denne proces forskellige regionale belastninger: Thai Stok fra Isans højland, Luang Prabang (undertiden kaldet Lao Sativa) fra det nordlige Laos, Aceh fra Indonesiens Aceh-region og cambodjanske varianter fra de sydvestlige bjerge.

Hver især er de lidt forskellige, men de deler alle den rene sativa-rygrad, ingen moderne krydsninger, bare åben bestøvning og naturlig selektion, der gør deres ting i generationer.

Fordi handelen var så aktiv omkring Bengalbugten, er mange af disse landracer ikke helt så "rene", som man måske tror.

De har udvekslet gener med hinanden og med genetik fra det østlige Indien og Indonesien i århundreder. 

Så når du ser en Thai eller laotisk landrace, er det ofte en naturlig hybrid af to eller flere ældre linjer. Det er ikke en dårlig ting, det er det, der gav disse sorter deres rigdom og variation.

Nogle Thai og laotiske planter opfangede endda lidt østasiatisk hamp-dna nær den burmesiske grænse. Det er alt sammen en del af historien.

Hvordan de ser ud og lugter

De er høje, nogle gange op til tre meter, med masser af sidegrene, lange mellemrum mellem knuderne og de karakteristiske smalle, savtakkede blade, der spiralerer løst op ad stilken. Thai Planterne er særligt ranglede og vokser i en kegleform med masser af forgrening. 

Aceh forbliver lidt mere kompakt, men strækker sig stadig, med små mintgrønne knopper dækket af orange hår og et lag hvide trichomer.

Cambodjanske planter har ofte et hvidligt skær på blomsterne, og chokolade Thai, en berømt fænotype, producerer slanke knopper med en usædvanlig mellem- til mørkebrun farve takket være traditionelle hærdningsmetoder.

Flowering tager et stykke tid. Det er, hvad der sker, når en plante udvikler sig under lange ækvatoriale dage og konstant varme.

Luang Prabang har mellemlange internoder og en lysegrøn farve, mens Thai Stick var værdsat for sine kernefri, klæbrige knopper med en lysegrøn eller gylden nuance.

Hvad angår duft, er disse sorter ordentligt aromatiske. Aceh bringer jordagtige, citronagtige noter, mango-noter. Thai sorter læner sig op ad krydderier og frugter, drevet af terpener som caryophyllen og terpinen.

Cambodjanske blomster dufter blomstret og skunky, og Luang Prabang kan blive frugtagtig, krydret, jordagtig, sur eller fyrretræsagtig afhængigt af planten. 

Chokolade Thai er i en klasse for sig, kaffe, kakao, krydderi, og urter alt sammen rullet ind i ét.

Aromaerne formes af deres omgivelser: tropiske lavlande har en tendens til at fremhæve sødere og mere frugtige profiler, mens bjergområder fremhæver tingene mere jordnære og krydrede.

Potens og hvordan den spredes rundt om i verden

Lad dig ikke narre af de gammeldags vibes, disse landracer har en masse at byde på. Tilbage i begyndelsen af ​​1970'erne testede laotiske og isanske sativaer mindst 17 procent THC, og nogle cambodjanske planter har i sjældne tilfælde nået 30 procent. 

Selv Aceh, som har et THC-indhold på omkring 10 procent, leverer overraskende stærke resultater, hvilket beviser, at potensen er mere end blot ét tal. Lamb's Bread, en caribisk sort med sydøstasiatiske rødder, har et THC-indhold på næsten 19 procent.

Disse sativaer er for det meste stærkere end landrace indicas, fordi lokale avlere har brugt generationer på at udvælge de bedste planter til produktion af kernfri blomster, ikke hash.

Thai Cannabis tog for alvor fart internationalt under Vietnamkrigen. Amerikanske soldater og hippierejsende på den såkaldte Hippie Trail bragte tonsvis af frø tilbage, og Thai Stick, oprindeligt bare en premium highland-knop bundet til bambuspinde, blev legendarisk. 

Den æra startede en bølge af globalisering for sydøstasiatisk genetik og forvandlede den til nogle af de mest berejste cannabissorter i historien. Processen startede for århundreder siden under sejltiden, men 1960'erne og 70'erne satte skub i den.

Deres præg på moderne cannabis

Hvis du tager en populær sort, er der en god chance for, at den har sydøstasiatisk landrace-DNA et sted i stamtræet. OG Kush spor tilbage til Thai genetik blandet med Northern Californien og Hindu Kush linjer. 

Girl Scout Cookies kommer igennem OG Kush, så det har det Thai også herkomst. Legendariske opdrættere som Shantibaba, Nevil Schoenmakers, DJ Short, og Franco Loja rejste gennem Asien i 70'erne og 80'erne og jagtede landracefrø for at bygge klassikere som Amnesia, Dis, Northern Lightsog Skunk.

Colombian Gold, en anden landrace, blev forælder til Skunk #1, som derefter påvirket Cheese og en hel masse andre stammer.

Selv nyere hype-varianter som Cookies, Runtzog Gelato kan spores tilbage til disse grundlæggende genetikere.

De fleste af de bedste sydøstasiatiske landracer er faktisk naturlige hybrider selv. Århundreders handel og åben bestøvning omkring Bengalbugten blandede Thai, laotisk, indonesisk og østindisk genetik i en rig og mangfoldig genpulje. Det er den palet, som moderne avlere bliver ved med at dykke ned i.

At holde dem i live

Autentiske sydøstasiatiske landracer er i reel fare. Moderne indica-sativa-hybrider har oversvømmet Cambodja og Thaijord, presset frem af avlere, der jagter hurtigere høst og større udbytter. 

Det er et problem, fordi disse gamle sorter repræsenterer en uerstattelig del af cannabis-biodiversiteten.

Traditionelle landbrugssamfund i steder som Laos og Isan dyrker dem stadig. De kalder deres bedste planter 'pan basom' på det lokale sprog, men de kæmper økonomisk, selvom den globale efterspørgsel vokser.

Græsrodsgrupper som Indian Landrace Exchange arbejder sammen med indfødte landmænd og frøsamlere for at bevare autentisk genetik og støtte de samfund, der har holdt dem kørende i generationer. Det er ikke nemt. 

Naturlig genetisk drift fra krydsning og indavl kan svække de oprindelige egenskaber, og klimaforandringer, turisme og infrastrukturudvikling lægger alle pres på traditionelle regioner.